Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
VILD byder multihandicappede velkommen til den digitale verden

VILD byder multihandicappede velkommen til den digitale verden

25. juni 2014

Computere, smartphones og tablets spiller en helt central rolle i den gennemsnitlige danskers hverdag i forbindelse med alt fra uddannelse, sociale relationer, underholdning til arbejde. For de fleste falder det ganske naturligt at anvende teknologierne, men for mange multihandicappede har det hidtil været en uopnåelig drøm. For at betjene teknologierne kræves der nemlig en finmotorik, som er langt ude over, hvad mange multihandicappede mestrer. Projektet VILD, Virtual Learning Desk, skal hjælpe multihandicappede med at få adgang til den digitale verden gennem et specialdesignet skrivebord.

TrygFonden har doneret penge til projektet, og Teknologisk Institut, VUK Aalborg, Thorslund ApS og Hadsten Smede og Maskinværksted A/S står sammen om at gøre det unikke skrivebordet til virkelighed. Skrivebordet består af én stor touchskærm og er udstyret med et system, der kan genkende den individuelle kørestolsbruger og automatisk positionere skærmen, så den er tilgængelig for brugeren. Det gør det muligt for brugeren selv at komme i gang med at anvende skærmen og foretage handlinger helt på egen hånd.

De specialdesignede skriveborde skal først og fremmet anvendes til at støtte uddannelsen af folk med multihandicap gennem en række digitale undervisningsmaterialer og muligheden for at kommunikere med omverden. Som multihandicappet kan det være en uoverskuelig opgave at bladre i en bog, og dermed også ganske umuligt at studere på egen hånd. Det gør skrivebordet til fortid ved at anvende ikoner med store trykflader og andre simple og let anvendelige funktioner. Ifølge Jan Arnbjørn, forstander for SpecialUddannelsesNetværket, kommer VILD til at få afgørende betydning for de multihandicappedes livskvalitet og for den undervisning, de kan få.

Donationen blev overrakt i maj i år, og de første tre borde er produceret og linet op til test.