Hjemmesiden bruger cookies. Hvis du klikker videre på siden, accepterer du vores brug af cookies. Læs mere om cookiesOK
Skriv og Læs – kreativ og meningsfuld skriftsprogstilegnelse

Skriv og Læs – kreativ og meningsfuld skriftsprogstilegnelse

25. juni 2014

Når børn skal lære noget nyt, er det en vigtigt, at de har mulighed for at spejle sig i andre, der behersker den færdighed, som de ønsker at lære. Det er ligeledes altafgørende, at børn tidligt i processen sættes i situationer, hvor de oplever meningsfuldhed og succes med den opgave, som de er i gang med. 

Disse forhold er naturligvis også vigtige, når det gælder tilegnelse af skriftsproget - en proces, som for de fleste børn strækker sig over en periode på mange måneder. Det er derfor vigtigt, at børn ikke bare træner enkeltstående og løsrevne bogstaver, men hurtigt får dem sat i spil i meningsfulde og kommunikative sammenhænge.

App’en ”Skriv og Læs” er et fremragende eksempel på, hvordan børn allerede i børnehaven og indskolingen aktivt kan skrive og ”udgive” deres egne bøger. App’en bygger på metoden om ”opdagende skrivning”, hvor børnene ud fra egne oplevelser eller interesser fortæller og gør skriveforsøg på deres aktuelle skriftsprogsniveau. Skriveforsøget ”oversættes” af en voksen og giver barnet mulighed for at spejle sig i og lære af den voksnes skrivning. Metoden er velkendt fra den måde voksne mere eller mindre ubevidst lærer børn at tale – altså ved at rose og gentage børns tidlige og spæde taleforsøg. ”Oversættelsen” til voksenskrivning har også en anden væsentlig funktion, nemlig den at børnene tidligt oplever sig selv som forfattere, da deres tekstes/bøger kan sendes til og læses af andre.

App’en bygger på et 2-årigt udviklingsprojekt på en skole i Odense og efterfølgende et 1-årigt forskningsprojekt med tre læseforskere fra Danmarks Pædagogiske Universitet. Arbejdet førte til udarbejdelse af en rapport, en lille film, et par artikler og en række gode råd om skriftsprogstilegnelse som alt sammen er at finde på hjemmesiden www.writereader.com.

Da sproget i app’en kan ændres til andre sprog, er det også muligt at anvende den til børn, der eksempelvis vil lære engelsk.

”Skriv og Læs”, som findes både i en iPad- og iPhone-version blev i 2013 kåret som den bedste læse-stave-app af Politiken og blev nomineret til Årets Innovation af Uddannelsesministeriet.

Den danske virksomhed bag ”Skriv og Læs” WriteReader ApS annoncerede for nylig, at de er er i gang med udviklingen af en android-version samt en onlineplatform, hvor bøger lavet i app’en kan gemmes og udgives.